Jeg får ofte spørgsmål omkring hvad SE-terapi (Somatic Experiencing®) er. Hvilke greb og teorier der ligger bag denne tilgang til at arbejde med traumer.

SE (Somatic Experiencing®) er baseret på det banebrydende arbejde som Peter Levine i årtier har forsket i at udvikle. Hans forskning i traumer tager udgangspunkt i kendskabet til hjernen og til vores nervesystem. Det er nu en af de mest benyttede krops-baserede terapiformer i verden, da det har vist sig yderst hjælpsomt for mennesker med traumebaserede symptomer. Helt grundlæggende er det en meget virkningsfuld tilgang der er forankret i at registrere de fysiske fornemmelser og sansninger der sidder i kroppen.

Vores kloge krop opfanger det der sker for os i livet. ”Et traume sidder ikke i den traumatiske episode, men i kroppen, i nervesystemet” (Peter Levine). Et traume sætter sig biologisk og fysisk i vores system, som et resultat af en overvældende eller traumatisk begivenhed.

For at et traume kan heles, er det derfor nødvendigt at have blik for kroppen og for nervesystemet.  I SE-terapi arbejder man med kroppens naturlige kapacitet til at regulere sig selv, at genfinde sit naturlige flow og den livsenergi der har siddet låst i vores nervesystem.

Hvis vores krop og vores nervesystem er i beredskab eller kollapser, bliver vores kapacitet til at mærke og nyde livet læderet. Man kan bevæge sig gennem livet med følelsen af ikke at være i sikkerhed, og uden evnen til at mærke sine behov som for eksempel sult eller mæthed. Med kronisk træthed eller smerter, eller andre stressrelaterede symptomer. I sådanne tilfælde er ren samtaleterapi sjældent tilstrækkelig. SE-terapi er derfor både en samtale, men der kan også indgå kropslige berøringer for at støtte nervesystemet til en bedre healing.