En journalist spurgte mig forleden hvorfor jeg brænder for terapi. I dette tilfælde omhandlede det parterapi. Det gør jeg fordi menneskers historier og vores følelsesliv optager mig.
Vi vil alle gerne ses og elskes af et andet menneske, det modsatte af at føle sig alene i et forhold, er oplevelsen at partneren virkelig lytter. Heldigvis oplever mange af os det, i løbet af vores liv. Men vi bliver også ramt af livet, og vores følelser forandrer sig i takt med det som livet bringer.
Jeg taler med mange mennesker som er ramt af voldsomme forandringer, det kan være helt fra jobskifte og flytning, til sygdom og pludselig død i den anden ende af skalaen. Efter en krise kan man stå i et forhold hvor man pludselig ikke mærker kærligheden som tidligere.
Når der opstår konflikter med partneren, vækkes følelser, som kan have dybe rødder helt tilbage til barndommen. Jeg har endnu ikke oplevet de konflikter der bringes op i parterapien, er den egentlige kilde til problemerne. De sammenbragte børn, vasketøjet udenfor vasketøjskurven eller andet som kan bringe vores følelser i kog, er ofte triggere til nogle dybere sår i vores historie. Følelser som kan handle om afmagt sorg og forladthed. Det er stærke dynamikker som er i spil i et parforhold, fordi de følelser man havde i barndommen, ofte var forbundet med en oplevelse af liv og død.
Når vi i terapien kan nå dybere, og tage hånd om disse sår, og give slip på traumatiske reaktionsmønstre, vil der naturligt ske en udvikling og en forvandling af parforholdet.