Vi har brug for at føle os forbundet. At opleve os som en del af et fællesskab. At mærke sig set, hørt og forstået. Dette behov stammer helt tilbage fra urtiden, da vores overlevelse afhang af at være en del af en flok.
Blev man udstødt, stod man alene og kunne ikke overleve. Derfor kan følelsen af ensomhed nærmest opleves som en trussel på vores liv. Det er en reminiscens af en fjern fortids erfaringer.
Man kan ikke tænke sig ud af denne følelse. Vores hjerne vil rigtig gerne forklare hvorfor vi ikke skal være bange og føle os helt alene, men sansningen og følelsen kan ofte slet ikke forstå det vores hjerne prøver at sige.
Vi er derfor nødt til at erfare det på en anden måde. At MÆRKE hvordan det kan føles at blive mødt. At føle sig forbundet og tryg. Hvis du ikke har erfaring med denne omsorg og selvomsorg, er det noget som skal opøves. Det kommer ikke af sig selv, det skal trænes i samspil med et andet menneske, så kroppen kan danne sig nye erfaringer.
Så vid at følelsen af ensomhed ikke behøver at være konstant, og at det at række ud efter et andet menneske, også kan læres og lykkes. I terapien har vi fokus på denne disciplin.